Koldskål

– sund og hjemmelavet naturligvis

Koldskål er nærmest blevet en nationalspise om sommeren, fordi de fleste af os forbinder sommer med koldskål og kammerjunker.

Det er en populær spise, fordi den både er frisk, kølig og ikke mindst meget nemt at spise i varmen.

Du får min sunde grundopskrift på hjemmelavet koldskål her.

 

Koldskål er ikke bare koldskål

Den fås i mange forskellige kvaliteter – lige fra den tynde billige udgave i brikkarton i supermarkedet til den lækre hjemmelavede.

Og det er naturligvis den hjemmelavede, der får flest stjerner hos mig.

Fordi den er lavet på rene råvarer og helt uden kunstige tilsætningsstoffer.

Og der er rig mulighed for at variere den i smagen afhængig af hvad du vælger at putte i af friske frugter.

 

Grundopskrift på koldskål

Som grundopskrift vil jeg anbefale dig at anvende lige dele kærnemælk og lige dele skyr, da det høje proteinindhold i skyr giver en god mæthedsfølelse og en lækker konsistens.

Brug selvfølgelig økologiske mælkeprodukter fx fra Thiese.

Ingredienser:

4 dl kærnemælk

4 dl skyr

1 tsk vaniljepulver

Saften af ½ citron 

Alle ingredienserne blendes sammen.
Prøv også at blende fx jordbær eller banan med for at give ekstra smag.
Ved behov kan sødes med fx lidt agavesirup eller sukrin.

Har man sagt koldskål, har man også sagt kammerjunker

Men vil du kunne spise koldskål om sommeren med god samvittighed og forebygge de ekstra sommerkilo, så er det en rigtig god ide at udskifte kammerjunkerne med mere sunde alternativer.

Det kan fx være:

  • Mandler, evt. ristede
  • Müsli, evt. hjemmelavet
  • Brud af kerneknækbrød

Eller denne skønne og super sunde koldskålscrunch, som indeholder både protein og sunde fedtstoffer.

Herudover er der tilsat kanel, som har en fedtforbrændende effekt, og det er jo også værd at tage med. 

Ingredienser til koldskålscrunch: 

50 g havregryn

50 g mandler

1 spsk kanel

1 spsk kokosolie

1 tsk. sødemiddel fx agavesirup eller honning

salt 

crunch til koldskål

Mandlerne hakkes, og kokosolien smeltes på en pande. Kom havregryn, mandler, salt, sødt og kanel på panden og rist det godt.

Crunch’en afkøles og kommes på toppen af koldskålen.

Pynt eventuelt med friske jordbær og et mynteblad.

Når du spiser din koldskål på denne måde – altså hjemmelavet og med sunde alternativer til de sukkersøde kammerjunker, så kan den fint indgå som et mellemmål på en varm sommerdag pga. den gode sammensætning af både fedt, protein og kulhydrat.

Flere opskrifter til dine små sunde mellemmåltider:

Sunde opskrifter til dagens måltider: